mandag den 27. juli 2015

Konfektkage til brunch eller dessert

På flere opfordringer er det vist på tide med en opdatering på bloggen. I weekenden havde jeg besøg af mine naboer, som var med til at tage hul på min kommende 30 års fødselsdag. Den stod på brunch og konfektkagen, som var med på tallerkenen, fik ros med på vejen. Nu er opskriften givet videre.

1 springform (kan også laves i små timbaleforme til små dessertanretninger)
350 g marcipan
3 store æg
150 g sukker
75 g nødder
150 g chokolade
75 g blødt smør
1 tsk. bagepulver

Nødder og chokolade hakkes groft. Marcipanen rives på rivejern. Æg og sukker piskes godt og skummende. Det bløde smør, marcipanen og de hakkede nødder og chokolade kommes i æggesnapsen med bagepulveret. Røres godt evt. på køkkenmaskine. Blandingen skal være ret bastant.
Fordeles i en springform og bages i en 170 grader varm ovn i ca. 40 min. Mærk med en strikkepind eller kødnål om kagen er færdig.

Kan serveres som dessert til en frisk sorbet og frugt eller som jeg gjorde på en brunchtallerken med æg, bacon, pølser, små amerikanske pandekager med solbærsyltetøj, græsk yoghurt med honningristet müsli og nødder, et udvalg af oste, italiensk skinke og chorizo, grøn peber-paté, pesto, hummus og en grøn salat med lidt oliven, små tomater, forårsløg, syltet artiskok og olie/eddike-dressing.

-