Mælke- og glutenfri muffins

Når jeg får min allergiske veninde på besøg, har jeg altid en rigtig god anledning til at eksperimentere med nye opskrifter, så jeg kastede mig ud i projekt chokolademuffins uden mælk og mel og næsten uden sukker. De blev mindre massive end jeg havde forestillet mig, og så mætter de helt igennem meget.

12 store muffins

400 g dadler uden sten
200 g mandelmel (jeg kværnede bare hele mandler i min minihakker)
100 g smør (brugte AMA plantemargarine - laktosefri)
2 tsk vaniljesukker
1½ tsk bagepulver
4 spsk kakaopulver
1 (over)moden mosset banan
1 nip salt
4 store æg

Dadler og mandelmel blendes i en minihakker, blender eller hvad du har. Læg evt. dadlerne i koldt vand i nogle timer for at blødgøre dem. Det sætter minihakkeren/blenderen på lidt mindre hårdt arbejde. Pisk de fire æg rigtig godt og grundigt, så massen bliver luftig og skummende. Smelt smørret og vend forsigtigt smør, daddelmasse tilsat bagepulver, vaniljesukker, kakao, banan og salt i æggeblandingen.
Kom fyldet i muffinsforme. Brug gerne en stålform, så de ikke flyder ud under bagningen. Bages ved 175 grader i ca. 30 min. Brug en kødnål til at mærke om de er færdige. Køles godt af inden frostingen kommes på.

Opskriften på frosting er lavet med inspiration fra www.frimad.dk 

Mælkefri chokoladefrosting 
4 æggeblommer
60 g flormelis
100 g mælkefri margarine (brugte AMA plantemargarine)
100 g smeltet chokolade (smeltet over vandbad) (brugte Netto's Superior-udgave)
Evt. lidt revet appelsinskal

Æggeblommer og flormelis piskes sammen med en elpisker til det bliver lyst og luftigt.
Den mælkefrie margarine piskes i.
Den smeltede chokolade hældes i under piskning evt. med lidt revet appelsinskal.
Cremen er klar til brug med det samme. Hvis den står mere end et øjeblik i køleskabet, bliver den meget stiv at arbejde med, hvis man bruger tyl til at dekorere kagerne.

Kommentarer

Populære opslag