Jordskokkesuppe med parma-chips og persillepesto

Der har været stille på bloggen lidt tid, og det må derfor være på tide at få smidt en masse opskrifter op fra de sidste par måneder. Jeg starter med en rigtig efterårsret. Jordskokker kan bruges i meget andet end suppe, og jeg putter dem da også tit rå i salat, i sandwiches eller i sammenkogte retter. Jeg er vild med den nøddeagtige smag, og når skokkerne er tilberedte trænger den sødlige og let bitre smag frem. Lækkert! Her er opskriften på jordskokkesuppe med parma-chips og persillepesto.

4 personer
1 kg jordskokker
2 dl hvidvin
3 store skalotteløg
2 fed hvidløg
2 laurbærblade
Italiensk skinke eller pølse
1-2 dl. fløde
1 l hønseboullion
Persille
Olivenolie
Evt. lidt parmesanost
Muskatnød
Salt og peber

Start med at skrælle jordskokkerne. Skær dem evt. i lidt mindre stykker. Hak løg og hvidløg, og svits det af med lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt jordskokker og vin. Når vinen er fordampet hældes boullion og laurbærblade i gryden. Simrer nu under låg til jordskokkerne er godt møre. Ca. 30 min. Laurbærbladene tages op, og suppen blendes. Varmes forsigtigt op med fløden, og smages til med salt, peber og muskatnød. Læg pølse eller skinke på en bageplade og steg det sprødt i ovnen i ca.15 min., og pynt med persille blendet med olivenolie og evt. et lille stykke parmesanost. Kan serveres med rødbedebrød til.



Kommentarer

Populære opslag