Klatkager med jordbær

Efter en omgang risalamande eller risifrutti-dessert har man ofte lidt risengrød til overs. Jeg er stor fan af klatkager, som serveres dejligt sprøde med sirup, appelsinmarmelade eller som her med jordbærmarmelade. Kan drysses med hakkede og ristede nødder eller mandler, og kan også serveres som dessert med frugt og smeltet chokolade eller nougatcreme.

Klatkager 12-14 stk.
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. kartoffelmel (almindelig mel kan også bruges men doser da lidt op)
4 dl kold risengrød
4 tsk. vaniljesukker
Evt. lidt citronskal

Smør til stegning

Æg og sukker piskes godt og luftigt. Røres nu sammen med grød og (kartoffel)mel, vaniljesukker og evt. citron til en rimelig fast størrelse. Lad dejen hvile kort.
Varm en stor pande godt op, og smelt lidt smør på den. Skru nu ned til middel varme. Læg fire små klatkager på panden ad gangen, og kør massen rundt med en ske, så de bliver godt flade i det. Vend forsigtigt efter et par minutter. Fortsæt med resten. Serveres lune med det du synes. Er også velegnet til madpakken.


Kommentarer

Populære opslag