Flødekarameller med et strejf af lakrids

Gammeldags flødekarameller minder mig til stadighed om mine bedsteforældre og de der Evers Flødetabletter. De var nu rigtig gode. Jeg har af flere omgange lavet hjemmelavede karameller, og herinde på bloggen findes også en opskrift på karameller der er mere bløde og fugde-agtige. Karamellerne i denne opskrift er lidt mere hårde, men ikke stenhårde, og de har efter min mening en god konsistens og en dejlig lakridset eftersmag.

30-40 stk. afhængig af størrelsen
250 g sukker
2½ dl piskefløde
30 g smør
50 g flydende honning
1 tsk. lakridspulver

Alle ingrediensene kommes i en tykbundet gryde, og varmes lige så stille op. Det er meget vigtigt at varme massen op ved middel varme, da den ellers vil brænde på, og det tager tid at få massen op på 122 grader. Rør med jævne mellemrum. Mindst i starten og mest til sidst. Hold løbende øje med temperaturen på massen. Har du ikke et sliktermometer, kan et almindelig termometer i de fleste tilfælde bruges. Jeg brugte mit fra Ikea den første gang jeg lavede karamellerne. Når temperaturen har nået de akkurat 122 grader hældes massen i en lille (15 x 15) firkantet form beklædt med bagepapir, som er penslet med lidt neutral olie. Når massen er kølet godt af, skæres stykker af passende og foretrukken størrelse, og karamellerne pakkes flot ind i cellofan.


Hvis de gives i værtindegave, kan de indpakkede karameller kommes i en cellofanpose (købt i Søstrene Grene) lukket af et fint silkebånd.

Kommentarer

Populære opslag