søndag den 15. december 2013

En hjemmelavet bounty bar

Bounty er produceret helt tilbage til 1951 og kunne i starten kun fås med mælkovertræk. Jeg har dog valgt en mørk overtræk, fordi jeg synes at den mørke let bitre chokolade gør sig godt til det søde kokosfyld, og så står de komplementære farver flot til hinanden. Smagen minder om sol og sommer, og man kan evt. blande lidt malibu, rom eller andet spiritus i for at gøre det helt fuldendt. Det er da også typisk tropiske badestrande med kokospalmer der har været fremstillet i bounty-reklamerne! Lækkert. Nyd denne lille hapser og drøm dig til varmere himmelstrøg.

Ca.15 stykker 
2 dl kokosmælk
150 g glukose (jeg fandt glukose i rema til 15 kr.)
50 g smør
Ca.250 g kokosmel
400 g mørk tempereret chokolade
Lidt kokosmel til pynt
Evt. et skvat alkohol fx malibu eller rom

Hæld kokosmælk (jeg brugte kun det tykke), glukose og smør i en gryde, og varm det op til glukosen er smeltet. Rør konstant rundt. Tilsæt kokosmel. Fornem dig frem til rette konsistens på massen. Den skal være nogenlunde fast men ikke for fast, da de ellers blive tørre. Så hellere lidt mindre kokosmel end alt for meget. Stil nu gryden på køl til næste dag, og form små, aflange og faste barer som overtrækkes med tempereret mørk chokolade. Brug fx en gaffel og sænk en bar ned i chokoladen ad gangen. Drys med kokosmel. Stilles derefter på bagepapir, og køler godt af.

onsdag den 11. december 2013

Gryderet med oksekød, perleløg og vin

Jeg fandt noget lækkert gullaschkød i køledisken, og havde lyst til at lave en rigtig simreret som ikke var den velkendte ungarske paprikagryde. Denne gryderet med rødvin, syltede perleløg og grøntsager blev enormt vellykket, og rødvinen giver noget kraft til retten.

4 personer 
300-400 g oksekød fx gullaschkød i tern
1 stort eller to mindre løg
4 store fed hvidløg
½-1 hel chili (afhængig af styrken) (prøv at smag et lille stykke)
4 gulerødder mellemstore
En lille bakke champignon
1 porre
1 glas perleløg
2 laurbærblade
Et par kviste frisk timian
1 l oksebouillon
Salt, peber
Lidt sukker
½ flaske rødvin
2 dl fløde

Oksekødet brunes kort i olivenolie og løg, hvidløg og chili hældes ved. Vendes et par minutter og gulerødderne svitses med. Krydr med salt og peber og hæld vin og bouillon (evt. en oksebouillonterning opløst i en liter kogende vand) over kødet. Kom timian og laurbærblade ved og lad det hele småsimre i 1-1½ time. Efter retten er kogt godt igennem hældes champignoner, porreringe og perleløg i. Lad det kun koge så længe at grøntsagerne stadig har bid. Til sidst hældes lidt fløde i retten og den koges kort op, og kan evt. jævnes lidt. Smag til med salt, peber og sukker og server med fx ris.



Rødkålssalat med granatæble

Jeg har flere år i træk eksperimenteret med en frisk salat til alt den tunge julemad, og jeg har nu sammensat hvad jeg synes komplimenterer julemiddagen eller julefrokosten. Man bliver i sig selv munter af alle de skønne farver.

4 personer
Ca. 1/4 rødkål (afhængig af størrelsen)
1 tsk. sukker
1 tsk. salt 
1 mellemstort rødløg 
1 stort æble fx. Elstar eller Ingrid Marie
2 appelsiner 
1 lille granatæble 

Dressing af
1½ spsk. vineddike (jeg brugte en lys hyldeblomsteddike)
3 spsk. olivenolie
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. flydende honning

Lidt frisk persille
En håndfuld ristede og hakkede mandler

Start med at fjerne stokken og de groveste blade fra kålen. Snit nu kålen i halvgrove strimler. Vend kålen med sukker og salt. Løget, æblet og appelsinerne skæres i fine både og vendes med rødkålen. Halver granatæblet og pil forsigtigt kernerne ud og spred udover salaten. Ingredienserne til eddiken blandes og vendes med salaten. Smag salaten til og lav evt. lidt ekstra dressing om nødvendigt. Serveres ved stuetemperatur. Top med persille og lidt ristede mandler lige inden servering.



mandag den 2. december 2013

Gulerodskage med citruscreme og mascarpone-topping

I weekenden skulle jeg lave en dessert til en julefrokost, og som erstatning for den tunge risalamande besluttede jeg at lave en kage som ovenpå de obligatoriske juleretter ikke skulle være alt for tung, men omvendt lidt julet. Valget faldt på denne svampede gulerodskage med valnødder, kanel og citruscreme som kontrast til den fedtede mascarpone-topping.

En mellemstor bradepande 
6-8 gulerødder (afhængig af størrelsen)
6 æg
400 g brun farin
400 g mel
4 tsk. bagepulver
4 tsk. natron
4 tsk. kanel
8 tsk. vaniljesukker
1 tsk. salt
100 g valnødder
3 dl. majs- eller solsikkeolie

Citruscreme
200 g flødeost naturel (jeg lavede halv light og almindelig med godt resultat)
50-100 g flormelis
3 tsk. fintrevet citronskal
3 tsk. citronsaft

Mascarpone-topping
250 g mascarpone
50 g blødt smør
200-250 g flormelis

Tænd ovnen på 200 grader. Rør et æg ad gangen med brun farin og pisk godt efter hvert. Brug elpisker eller røremaskine. Valnødderne hakkes, og blandes med de tørre ingredienser i en skål. Bland de tørre ting i æggemassen lidt efter lidt og hæld olien i. Til sidst vendes de revne gulerødder i dejen som hældes i fx en springform og bages midt i ovnen i 45-60 min. Hvis dejen er for tyktflydende kan der hældes en smule mælk i dejen.
Brug en kødnål eller strikkepind for at mærke om kagen er færdig. Efter 20-25 min. kan man med fordel placere en bageplade over kagen, så den bliver knap så mørk.
Imens piskes alle ingredienserne til citruscremen som hviler indtil kagen er helt afkølet. Lad den evt. stå natten over.
Brug en brødkniv til at skære kagen igennem og fordel citruscremen på bunden. Læg nu kagen sammen, og lad den køle kort igen. Bland imens mascarpone-toppingen. Jeg indfarvede min med lidt grøn frugtfarve, så den blev lidt jule-agtig. Reguler konsistensen med flormelis, så toppingen er tilpas tyk og ikke løber ned ad kagen. Fordeles forsigtigt over kagen som pyntes med krymmel eller fx chokoladehjerter eller gitre. Disse laves af smeltet chokolade som formes og nedkøles.


Hjemmelavet karrysalat

Jeg er ikke den store sildespiser, og ender ofte nødtvunget med at køre en rugbrødsmad ned med karrysalat til julefrokosterne i december. Man bliver derfor hurtigt træt af den færdigkøbte udgave, og jeg laver altid denne mere lette og friske version. Salaten er hurtig at lave, og man har de fleste ting på køl alligevel. Den kan også sagtens bruges i en sandwich eller mellem et par stykker ristede rugbrød til frokost.

4-6 personer
½ æble (gerne et sødeligt)
3 mellemstore æg
2 syltede agurker
1 lille løg
Purløg
2-3 dl creme fraiche (helst 18%)
Karry
Evt. lidt gurkemeje som farveforstærker
Salt og peber

Skær æble, æg, syltede agurker og løg i fine små tern. Det hele vendes forsigtigt med creme fraiche og fintklippet purløg. Smag til med karry, salt og peber og juster farven med gurkemeje.