Marengs med karameliserede nødder og vanilje-skum

Jeg var på udkig efter en god sommerdessert, hvor jeg kunne bruge en masse af årstidens bær, og som var lækker og let at gå til. Jeg har aldrig været så glad for marengs - måske fordi det minder mig om min skræk for flamingo, velour og lignende. Denne opskrift er jeg dog helt tosset med, fordi marengsen stadig er lækker blød indeni og sprød udenpå, mens de karameliserede nødder knaser. Jeg lavede en simpel vaniljeskum, men man kan også lave en råcreme af to past. æggeblommer, som piskes godt med kornene af en stang vanilje, og to spsk. flormelis. To dl fløde piskes tyk i en anden skål, og de to ting blandes med let hånd.

3 store eller 4 små fuglereder 
2 æggehvider 
1½ dl sukker
30 g mandler, hasselnødder eller pecannødder 
4 spsk. flormelis 

2 dl. fløde
2 tsk. vaniljesukker 

Blandede bær og frugter
30 g mørk chokolade 

Start med at tænde ovnen på 125 grader varmluft. Hak nødderne groft og rist dem på en pande med flormelissen. Vend dem rundt løbende, og hold godt øje, så det ikke brænder på. Når sukkereret er karameliseret, kommes nødderne på et stykke bagepapir, hvor de køler af. Finddel stykker, hvis de hænger for meget sammen. Pisk nu æggehviderne stive, og tilsæt sukkereret lidt ad gangen til massen er sej, og trækker spor efter sig. Brug en sprøjtepose eller en ske, og fordel marengsen i tre eller fire fuglereder på en bageplade med papir, og tryk nødderne godt ned i marengsen. Bages i 30 min., hvorefter ovnen slukkes, og de trækker derefter i den resterende varme i yderligere 30 min. Pisk imens fløden let og cremet med vaniljen. Løft forsigtigt marengsen af papiret, og anret med lidt creme i kurven, pynt med bær og frugter, og dekorer med smeltet, mørk chokolade. Drys evt. med de ekstra nødder. 


Kommentarer

Populære opslag