Hjemmelavet burger mit alles

Du står med 500 g hakket oksekød fra køledisken, og spekulerer over om det mon skal være spaghetti med kødsovs, bøf med løg eller en hurtig burger med de halvtørre og kedelige brød fra brødhylden. Jeg vil klart anbefale disse hurtige, nemme og sprøde burgerboller med sesam, den hjemmelavede og krydrede burgerdressing, og så ellers alt det fyld man foretrækker (løg, jalapenos, salsa, ost, salat, tomat, agurk, syltede peberfrugt/agurk, bacon, ristede løg osv.)

Burgerboller (6-8 store boller)
50 g gær
100 g fuldkornsmel 
100 g durum
Ca.300-400 g hvedemel
½ dl neutral olie 
3 dl lunkent vand 
1 æg
3 spsk. sukker eller honning
1 tsk. salt 

Opløs gæren i lunkent vand, og tilsæt salt, olie, sukker eller honning. Hæld derefter fuldkornsmel og durum i skålen, og hold noget af hvedemelet tilbage. Rør godt på køkkenmaskine eller ælt dejen, så den bliver blank og smidig. Tilsæt mere mel om nødvendigt. Sæt den til hævning et lunt sted i ca.60 min., og form 6-8 boller. Tryk dem flade, og lad dem efterhæve i 30 min. Imens laves dressing, kød og tilbehør.
Pensles med æg/mælk, og drysses med sesamfrø. Bages i ca.15-20 min. ved 200 grader

Krydret burgerdressing til 4 personer
2 dl creme fraiche, skyr eller andet syrnet produkt
3-4 spsk. ketchup 
1 lille fed hvidløg 
1 spsk. colman's sennepspulver 
1 spsk. flydende honning

Bland alle ingredienserne sammen, og lad dressingen hvile køligt inden servering/anretning. Du kan evt. krydre ekstra med salt/peber.


Flæk brødene, smør dressing på begge sider og fyld burgeren med grønt, kød fx oksekød eller kylling, og sæt en kødnål i toppen, så det hele holdes sammen. Kan serveres med hjemmelavede kartoffelbåde vendt i en masse krydderier/krydderurter/olivenolie, og stegt i ovnen i omkring 60 min. ved 200 grader. 


Kommentarer

Populære opslag