onsdag den 27. marts 2013

Torskefilet med rodfrugt-slaw og krydderurte-dressing

Jeg faldt over noget lækker torsk, og havde samtidig nogle rodfrugter der skulle bruges. Jeg endte op med denne kombi, og det var klart et hit og anbefalelsesværdigt.

2 personer
250 g lys fisk (fx. sej, fladfisk eller torsk)
Æg og rasp til panering

Rodfrugt-slaw
3-4 gulerødder
4 mellemstore rødbeder
1/4 knoldselleri
Et twist citron
2 tsk. dijonsennep
1 stort rødløg
1 bæger yoghurt (15-18%)
Salt og peber
Evt. et drys ristede nødder eller kerner fx. saltede solsikkekerner

Hvid dressing
Blandede krydderurter (de klassiske dild, purløg, persille - prøv også merian, salvie, estragon)
1 bæger kvark eller yoghurt
Citron, salt og peber

Start med at lave den anderledes version af råkost. Skræl gulerødder, rødbeder og selleri. Riv grøntsagerne eller skær dem i tynde stænger. Dryp citron over, og bland med sennep, finthakket løg, yoghurt, salt og peber. Smag til.
Bland derefter grofthakkede krydderurter med yoghurt/kvark, smag til med citron salt og peber. Fisken paneres. Lad imens panden blive rigtig varm. Læg fisken på og steg et par minutter på hver side, så kødet holder på sin saft og kraft. Anret med slaw, krydderurte-dressing og kartofler.







mandag den 25. marts 2013

Rugboller med gods i

Disse rugboller er helt ideelle, hvis du ligesom jeg ofte går kold i løbet af eftermiddagen, eller bare ønsker at starte dagen med en god bund. De indeholder godt med fibre, og mætter derfor i længere tid. Man kan frit blande de kerner eller frø i som man foretrækker, men skal dejen ikke bliver alt for tung, bør der ikke reguleres på rugmel/hvedemel-balancen.

Ca. 12 boller
20 g gær
4 dl lun mælk
2 spsk. honning eller sukker
1 dl yoghurt eller creme fraiche
1 stor spsk. salt
1 dl hørfrø
3 dl rugmel
6-7 dl hvedemel
1 æggeblomme (kan udelades)

Gæren opløses i det lunkne mælk. Salt, honning, hørfrø og evt. kerner tilsættes, og det hele røres sammen. Tilsæt derefter rugmel og synet mælkeprodukt samt evt. æg, og hæld derefter hvedemel i lidt ad gangen, så konsistensen bliver fast, men stadig klæg i det. Lad nu dejen hæve i køleskabet natten over. Sættes dagen efter på en bageplade med to spiseskeer. Dejklatterne efterhæver nu i en time eller to et lunt sted, og bager ved 220 grader i ca.30 min. Stil under bagningen en bradepande med vand i bunden af ovnen. Dampen giver bollerne en dejlig sprød overflade. Tjek om bunden lyder hult inden de tages ud og køler af.



søndag den 24. marts 2013

Fedtfattig banankage med nødder

Jeg ender ofte med at have et par bananer tilbage i frugtskålen, og i stedet for at smide dem ud, kan disse nemt omsættes til alverdens ting fx. smoothies, kage, brød, tilbehør til krydret mad osv. Denne opskrift på banankage er også et bud. Den er let på margarine og sukker, og mætter faktisk en helt del.

En franskbrødsform eller 8-10 muffinsforme
3 æg
80 g sukker
3 tsk. vaniljesukker
130 g mel
1 håndfuld havregryn
1 tsk. bagepulver med top
1 kns. salt
50 g margarine
2 store banener eller 3 små
1 håndfuld hakkede hasselnødder eller hasselnøddeflager
50 g mørk chokolade

Pisk æggene med vanilje og sukker. Bland mel og bagepulver sammen, og vend det forsigtigt i dejen. Hæld løbende den afkølede margarine i, og bland til sidst de mosede bananer og nødder i.
Hæld dejen i en franskbrødsform ca. 1 l. Skær eller bræk chokoladen i stænger, og tryk dem forsigtigt ned i dejen. Bages nederst i ovnen ca. 45-50 min. ved 175 grader.



Bær med crumble (let på sukker og fedt)

Jeg havde en masse bær i fryseren, der trængte til at blive spist, og da det ikke er sæson for hindbær og jordbær i haven, brugte jeg anledningen til at få ryddet ud. Mange opskrifter på crumble indeholder kolossale mængder sukker og smør, men det er faktisk overflødigt. Denne crumble blev måde velsmagende og sprød, og bærerne med syrligt bid i. Lækkert!

Et lille ildfast fad 
Ca. 500 g frosne eller friske bær (fx. ribs, solbær, brombær, skovbær, hindbær, jordbær, blåbær)

Crumble
1 dl mel
1 dl havregryn
3/4 dl sukker
1 spsk. vaniljesukker
50 g hakkede mandler eller mandelsplitter
40 g smør
1 æggehvide

Tilbehør
Yoghurt, creme fraiche, is eller flødeskum

Fordel de forskellige bær i et lille ildfast fad. Bland derefter mel, havregryn, sukker, vanilje med koldt smør og lidt æggehvide. Brug så meget hvide, så blandingen hænger sammen, og er lidt fedtet i det. Vend til sidst mandlerne i dejen, og fordel små klumper over bærrene. Bages ved 200 grader i ca. 20-25 min. til crumblemassen har taget let farve, og bærrene bobler indeni. Serveres med yoghurt, creme fraiche, is eller flødeskum.


søndag den 17. marts 2013

Pige-pasta med svampe og kylling i cremet sauce

Denne ret er hurtig at bikse sammen, og bidrager ofte til at få ryddet ud i køleskabet. Den kan sammensættes med forskellige grøntsager efter lyst og smag. En sjat hvidvin vil gøre underværker, og bacon kan formentlig få det mandelige køn til at indtage retten!

Ingredienser til 2 personer
1 stort kyllingebryst i tern
½ bakke cherrytomater (gerne i flere farver)
½ bk. champignoner i kvarte
2 forårsløg skåret på langs i 2 cm. stykker
1 mellemstort rødløg
2 fed hvidløg groftskåret
Chiliflager, citronsaft, salt og peber
1½ dl fløde (madlavnings- eller piske)
Ca. 200 g pasta (penne, skuer, spiraler eller spagetti)
Rucolasalat til pynt

Start med at koge pastaen al dente. Varm en pande op med olivenolie, og steg kyllingen ved høj varme et par minutter. Skru lidt ned, og tilsæt hvidløg. Vend konstant rundt, så det ikke brænder på. Brændt hvidløg kan ødelægge hele retten. Tilsæt derefter grøntsagerne og løget (vent med tomaterne). Svits nogle minutter, og tilsæt fløden. Lad retten småsimrer 5 minutter, og hæld tomaterne ved. Smag til med citronsaft, salt, peber og chili.


Anret på en tallerken med rucolasalat på toppen.

Påskelagkage med appelsinmousse og hvid chokoladeganache

Min morfar har fødselsdag i ugen op til påske, og hvad er mere oplagt end at lave en rigtig påskelagkage. En påskelagkage har i min optik noget friskhed over sig, og jeg valgte en appelsinmousse med meget saft og skal, som står i kontrast til den tunge chokoladeganache. Jeg lavede selv tre lyse lagkagebunde, og du kan finde opskriften under Laber Lagkage herinde på bloggen.

Appelsinmousse 
2 past. æggeblommer
1 tsk. vaniljesukker
5 spsk. sukker
4 dl friskpresset appelsinsaft gerne med frugtkød
Revet appelsinskal af 1-2 appelsiner
4-5 blade husblas
2 dl fløde
2 æggehvider

Æggeblommer, sukker og vanilje piskes godt sammen til en luftig masse. Husblas lægges i blød i koldt vand 10 min., hvorefter det vrides for vand, og smeltes over vandbad ved middel varme. Lad det køle af kort, og bland appelsinjuice og skal i lidt ad gangen. Hæld det nu i æggesnapsen, og rør. Pisk fløden til skum, og rør det i blandingen. Pisk ligeledes æggehviderne, og vend dem forsigtigt i. Stil moussen på køl, og rør rundt et par gange med jævne mellemrum indtil det er stivnet, så appelsinsaft og skal fordelen i massen. Lad det hvile nogle timer på køl.

Chokoladeganache (hvid)
½ l piskefløde
200 g hvid chokolade

Hak chokoladen, og kog langsomt fløden op til kogepunktet. Tag gryden af blusset, og kom den hakkede chokolade i. Rør godt rundt indtil chokoladen er helt opløst. Tildæk gryden med husholdningsfilm, så det går ned ad siden og rører overfladen. På den måde forhindres kondensvand. Stil massen på køl over natten. Dagen efter piskes ganachen langsomt op på laveste hastighed med elpiskeren indtil en cremet konsistens er opnået. Jeg piskede et godt stykke tid, og skal kagen transporteres bør den være ret fast i det.


Læg nu først en kagebund på et fad eller en opsats, smør chokoladeganachen på bunden, og gem lidt til toppen af kagen. Læg en ny bund over cremen, og smør forsigtigt moussen over i et tykt lag. Slut af med den sidste bund, og et lag chokoladecreme. Rul noget fondant ud med flormelis, og indfarv det evt. med frugtfarve (her lidt grøn), og skær en cirkel. Læg den på toppen af kagen, pynt med chokolade og påskeæg.




KÆMPE kanelsnegle

Kanelsnegle er altid et hit i min familie. Jeg har igennem tiden eksperimenteret med flere opskrifter, men nedenstående er klart at foretrækker. Sneglene holder sig friske i flere dage, og de er lækre luftige. Fyldet flyder heller ikke så let ud.
Marcipan, æbler eller creme er andre variationer på denne standardopskrift:

12-16 stk.
50 g gær
500 g hvedemel
100 g grahamsmel
200 g margarine
3 spsk. sukker
2 æg
2 ½ dl. mælk

Remoncefyld
150 g blødt margarine
250 brun farin
2 spsk. kanel

Pensling: yoghurt eller creme fraiche

Start med at smelte margarinen i en gryde ved jævn varme. Tag derefter gryden af blusset, og hæld mælk i. Rør rundt, og mærk med en lillefinger om blandingen er håndvarm. Ellers lad den køle af et øjeblik. Smuldr derefter gæren i blandingen, og hæld den op til sukkeret og melet (hvede og grahamsmel) i en skål. Rør rundt, og tilsæt to æg. Ælt dejen godt ved at folde den ind mod midten, så der arbejdes luft ind i den. Tilsæt mere mel efter behov. Lad den hvile, mens du rører blødt margarine med farin og kanel. Rul dejen ud til en stor firkant på omkring 60 * 60 cm., og smør remoncen ud med en paletkniv. Rul sammen, og skær kanelsnegle ud, så der bliver 12-16 stk. Sæt dem på en bageplade, og tryk dem flade. Smør et lag yoghurt på sneglene med en pensel, og lad dem hvile tildækket med husholdningsfilm et lunt sted en times tid. Bages ved 200 grader i 15-20 min. til de er let brune i kanten. De første 10 minutter af bagetiden, sættes en bageplade over sneglene, så bliver de ikke så mørke og mere luftige i det.

Pyntes med glasur og evt. krymmel

fredag den 15. marts 2013

Gulerodssuppe med ingefær og pinjekerner

Gulerødder er noget de fleste har i grøntsagsskuffen, og har man ikke nogen ideer til aftensmad, er denne her opskrift et rigtig godt bud. Kan serveres med et glas koldt hvidvin og lidt ciabattabrød.

2 personer 
400 g gulerødder 
1 mellemstort løg i tykke skiver
20 g smør 
Salt og peber 
Frisk timian eller tørret
1 liter grøntsagsbouillon 
½ dl. basmatiris 
Citronsaft
Ingefærsaft (pres eller riv en lille knold ingefær)

Græsk yoghurt eller creme fraiche 

Ciabattabrød 
Ristede pinjekerner 

Gulerødder og løg svitses i smørret ved jævn varme i 20 min. Der krydres med salt, peber og timian. Derefter tilsættes bouillon og ris, og suppen koges yderligere 20 min. til gulerødderne er godt møre. Blend suppen med en stavblender, og hæld den tilbage i gryden. Smag nu til med citron, ingefær, salt og peber. 



Anret med yoghurt (evt. blandet med lidt frisk chili og limesaft), pinjekerner, brød og et glas hvidvin. 

Lækre sprøde grovboller

Jeg har efterhånden en del opskrifter på boller herinde, men jeg eksperimenterer hele tiden, og finder fordele og ulemper ved forskellige opskrifter. Nedenstående giver dejlig sprøde boller, og selvom processen er lidt omstændig, giver den gode boller, som holder sig rigtig friske i flere dage.

12 boller 
5 ½ dl. lunkent vand
15-20 g gær
100 fuldkornsmel eller grahamsmel
50-100 g havregryn
1 dl. hørfrø
1 dl. solsikkekerner eller græskar
Hvedemel efter behov
1 spsk. salt
Lidt flydende honning

Mel, kerner og gryn blandes med vandet, og røres til en blød konsistens (som meget lind havregryn). Dejen står og samler ilt til sig i en halv times tid. Herefter tilsættes gær, salt og honning, og der røres godt. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis den er meget lind stadigvæk. Den skal dog være noget fedtet i det. Dejen samler igen ilt til sig en en halv times tid, og der røres for sidste gang. Den sættes nu på køl til næste dag med film over. Tænd ovnen på 250 grader, og sæt nu med en spiseske forsigtigt dejen på en bageplade. Lad den stå og hvile en halv times tid, og sæt imens en bradepande i ovnen med vand. Lad den stå nederst i ovnen. Dette giver damp til bollerne, som får en super lækker overflade. Du kan også sprøjte dem med vand under bagningen. Skru lidt ned for varmen, og hold øje med dem. De skal have 15-20 min.




Sunde müslibarer

Du sidder på arbejde eller studiet, og klokken rammer 15. Du har mest af alt lyst til at gå ned i kantinen, og købe noget kage, eller slæbe dig hen til slikautomaten, trække en chokoladebar eller sodavand, men du får kun fyldt depoterne op kortvarigt. Denne müslibar er et muligt og sundere alternativ, og de mætter godt. Prøv selv :-)

Ca.15-20 müslibarer
1 ds. kondenseret mælk (400 g) (kan købes i de fleste større supermarkeder)
250 g fintvalsede havregryn
75 g kokosmel
100 g tørret frugt fx. tranebær, abrikos eller mango/ananas
125 g blandede kerner og frø fx solsikke, græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, sesam
125 g mandler eller peanuts (usaltede)

Evt. 50 g mørk hakket chokolade (nedsæt mængden af havregryn eller kerner/frø)

Ovnen tændes på 130 grader alm. ovn. Bland alle de tørre ingredienser i en skål og rør godt rundt. Varm den kondenserede mælk op i en gryde, og rør konstant indtil kogepunktet nås. Tag den af varmen, og bland mælken med de øvrige ingredienser. Rør godt, og kom det hele i en lille bradepande beklædt med bagepapir. Fordel massen, og tryk den godt flad med en grydeske. Bages i en time på anden nederste rille. Lad den derefter hvilke kort, og med en skarp kniv skæres barer ud i den foretrukne størrelse.


torsdag den 14. marts 2013

Frugt-shake

Prøv denne lækre frugt-shake med de frugter du nu engang har lyst til. I denne udgave brugte jeg ananas, som jeg havde frosset ned i små stykker. De gav en helt perfekt sødme til shaken, så jeg hverken behøvede sukker eller banan.

To store shakes 
Saft af 6 appelsiner
2 kiwier 
En håndfuld blåbær 
En stor håndfuld (frossen) ananas
Evt. et twist citron og ekstra isterninger 

Kom det hele i blenderen, og smag til med citron og evt. lidt flormelis eller vaniljesukker. 



lørdag den 9. marts 2013

Massaman curry

Har du nogensinde rejst i Asien, er du helt sikkert stødt på denne fantastiske thairet med muslimsk oprindelse. Retten indeholder ofte kokosmælk, ristede peanuts eller cashewnødder, kartofler, laurbærblade, kardemommebælge, stjerneanis, koriander, spidskommen, palmesukker, fiskesauce, chili, og serveres med ris, syltede ingefær, agurk og chili vendt i eddike og sukker. Den kan dog varieres med forskellige krydderier og grøntsager.
Hovedsmagen i denne ret udgøres af Massaman curry pasta, og den karakteristiske røde bøtte kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder og asiatiske butikker. Inviter venner og familie på en udsøgt thairet, der er nem at gå til, og som smager forrygende.

2 personer 
300 g oksekød (klump eller noget lignende)
1 stort løg
3 fed hvidløg
Massaman curry (6-7 cm.)
Koriander
Spidskommen
1 dåse kokosmælk
1-2 cm revet ingefær
1-2 syltede chilier (eller en frisk)
3 mellemstore kartofler (gerne sødekartofler)
3 forårsløg
Olie til stegning
Evt. ristede peanuts eller cashewnødder som drys

Start med at brune kødet i en god stor gryde. Når det er godt brunet, tages det op af gryden, og lægges på en tallerken. Derefter svitses et hakket løg og hvidløg, hvorforefter massaman curry steger med et minuts tid, og de resterende krydderier, chili og ingefær tilsættes. Start hellere med små doser, og krydr op, når du smager til. Kom kødet tilbage i gryden, og hæld kokosmælken over. Lad retten simre i minimum 30. min. Imens skrælles og skæres de tre kartofler i mindre stykker. Efter den halve time tilsættes de retten, og koger med i 20-30 min. Smag retten til med krydderier, salt og peber. Tilsæt palmesukker, hvis retten er for bitter.
5 min. før servering tilsættes forårsløgene som er skåret i mellemstore stykker på langs.

Krydret agurkesalat
1/4 agurk
1 lille rødløg
Chili

Lage
4-5 spsk. lageredikke
1 spsk. sukker
Lidt kogende vand
Salt og peber

Agurken deles på langs, og kernerne skrabes ud med en ske. Agurken skæres i tynde skiver, og kommes i en skål. Sukkereret  opløses i det varme vand, og køler kort af inden eddike, salt og peber tilsættes. Lagen hældes til sidst over agurkerne, og der drysses med rødløg og lidt chili




onsdag den 6. marts 2013

Forårs-smoothie med kiwi

Foråret er lige på trapperne. Vintergækkerne og erantisser pryder haven. Tag et tæppe og en kølig smoothie med ud på altanen eller teressen, og nyd varmen i kinderne. Det bliver ikke bedre.

2 mellemstore glas 
1 lille banen
1 kiwi
Saften af to små appelsiner
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. flormelis
2 tsk. citronsaft
1 dl. yoghurt (jeg brugte skyr)
2 dl. mælk

Isterninger

Skræl kiwi og banen. Pres saften af de to appelsiner. Hæld frugten og resten af ingredienserne i en blender, og smag til med flormelis, vanilje og citron.


tirsdag den 5. marts 2013

Poulet au vin

Coq au vin er en klassisk fransk gryderet, og som navnet siger består hovedingredienserne i hane og vin suppleret op med grove grøntsager. I denne variant er hanen skiftet ud med kyllingefilet, og selvom det mest ideelle smagsmæssigt vil være hele haner eller kyllinger, er kyllingefiletterne en hurtig og nem erstatning. Smagen er ganske glimrende, og vinen giver saft og kraft til retten.

Til 2 personer
100 g bacon skåret i mindre stykker
200 g champignoner
1 stort løg
2 små gulerødder
2 mellemstore kyllingsfiletter
1 stor spiseske mel
1/4 rødvin
1 dl hønsebouillon (terning evt. opløst i kogende vand)
2 eller et stort fed hvidløg
1 laurbærblad
Salt, peber
Olivenolie til stegning

Ris og lidt persille til pynt

Start med at svitse bacon i en gryde. Når det er brunet godt, tages det op og lægges på en tallerken med køkkenrulle. De rengjorte champignoner skæres i halve eller kvarte, og svitses i baconfedtet indtil de tager farve. Løgene og små stykker gulerod tilsættes og steger med et par minutter. Det hele lægges på en ny tallerken. Kyllingebryst skåret i mindre stykker brunes af. Hvedemel tilsættes, og der røres godt. Løg, gulerod, champignoner, vin, bouillon, hvidløg og laurbær kommes i gryden, og retten simrer ved svag varme og under låg i ca. 30 min. Kog risen imens, og anret ris og kød på en tallerken med lidt salat, og drys med bacon og persille.




Softkerne-boller med havregrød (koldhævet)

Jeg har tit bagt grovboller, men ofte bliver de for massive og robuste. I denne opskrift kan du eksperimentere med kerner og frø, og det skal nok lykkes at få dejlige luftbobler i dem. Mange har advokeret for at havregrød i boller er en ideel måde at få brugt havregrødsrester på. Jeg spiser ikke selv havregrød, men man kan lynhurtigt bikse en portion sammen, og det giver altså nogle rigtige saftige softkerne-boller. Prøv selv.

Ca.15 boller
Havregrød:
2,5 dl havregryn
4 dl vand

20 g gær
4 dl koldt vand
1,5 tsk. groft salt
1 stor spsk. honning
1 dl kerner eller nødder fx solsikke, græskar, mandler
½ dl hørfrø
2,5 dl grahams- eller fuldkornshvedemel
Hvedemel

Start med at lave havregrøden, så du har en god tyk grød. Suppler op med mere vand, hvis det er nødvendigt. Afkøles.
Rør gæren ud i koldt vand, og tilsæt salt, honning, kerner/nødder, mel og den afkølede havregrød. Dejen røres godt sammen, og skal være temmelig blød/lind i det. Skal IKKE æltes. Skålen stilles nu på køl med film over i 12-24 timer. Dagen efter sættes klatter af dej på en bageplade med en stor spiseske. De efterhæver nu med et viskestykker over i et par timer, og bages derefter ved 200 grader i ca. 25 min.