Himmelske hindbærsnitter (bagerens den bedste)

Er du ligesom jeg helt vild med hindbærsnitter, og foretrækker denne tørkage ved bageren? Så bliver du ikke skuffet over denne opskrift, som er velafprøvet af bageren selv (min far). Hindbærsnitter er utrolig simple at lave, men kunsten kan være at finde den rigtige syltetøj (her hjemmelavet), og den rigtige konsistens på glasuren. Der er ikke andet end at prøve sig frem.

Mørdej til en bageplade 
(svarer til to halve "mørdejs-baner", som lægges sammen)
250 margarine
125 g flormelis
1 lille æg
350-375 g mel

Ca. 3 dl hindbærsyltetøj (du kan også eksperimentere med andre slags syltetøj)
Flormelis til glasur
Krymmel
Evt. frugtfarve

Start med at smuldre margarinen i melet. Tilsæt derefter flormelis, mel og ægget. Start med 350 g mel, og tilsæt evt. mere efter behov. Dejen samles (hav tålmodighed til denne del af processen). Stil den på køl en times tid, eller gem den til næste dag. Dejen rulles nu ud i to aflange "baner" ca. tre mm. tykke, så de passer med længden på bagepladen, og så der kan lægge to baner med lidt afstand i mellem på pladen.

Der er formentlig lidt dej tilovers, og det kan med fordel bruges til at udstykke små søde figurer fx. hjerter eller stjerner.



Mørdejs-banerne bager i en 200 grader varm ovn i ca.10 min. til de er gyldne og brune i kanterne. Efter de er taget ud, smøres den ene bane med syltetøj. Undgå at køre syltetøjet helt ud til kanterne. Den skal nok fordele sig, når den anden bane lægges ovenpå. Når de to baner er lagt sammen bruges en paletkniv til at smøre glasuren på, og der drysses med krymmel straks.



Kommentarer

Populære opslag