Laber lagkage med hindbær og chokolade

Min søster havde fødselsdag her i weekenden, og hun skulle selvfølgelig have en lækker kage. Hun er vild med både hindbær og chokolade, og derfor var det ikke svært at forestille sig begejstringen for denne pige-lagkage.

Lagkagebunde (ca. 3 stk.)
6 store æg
200 g sukker
140 g mel
4 tsk vaniljesukker
(til chokoladebunde bruges i stedet 100 g mel og 40 g kakao)

Hindbærskum 
300 optøede hindbær
4 tsk. vaniljesukker
3 dl flødeskum

Chokolademousse 
200 g mørk chokolade
4 pasteuriserede æggeblommer
4 spsk sukker
4 dl piskefløde

Æg og sukker piskes i 5-8 min indtil blandingen er næsten hvid og piskerisene efterlader spor. Derefter blandes mel og vaniljesukker og sigtes ned i skålen. Melblandingen vendes forsigtigt med ægge-blandingen, så luftboblerne bevares i videst mulige omfang.

Tegn cirkler på bagsiden af bagepapir, og hæld blandingen ud på forsiden i et jævnt lag ½-1 cm. Bundene bages ved 180 grader varmluft midt i ovnen til de er lysebrune (ca. 15 min.). Derefter afkøles bundene. De kan efterfølgende lægges klar på et lagkagefad løsnet fra bagepapiret de bagte på, men med bagepapir i mellem de tre bunde. 

Hindbærskummet laves ved at koge hindbærrene op med vanilje i en gryde. Afkøl skummet, blend det og smag evt. til med ekstra vaniljesukker.

Chokolademoussen laves med smeltet chokolade over vandbad (smeltes forsigtigt ved svag varme og tages af lidt før den er helt smeltet). Rør godt rundt. Æggeblommer og sukker piskes cremet, og chokoladen vendes i, når den er afkølet lidt. Fløden piskes til LET skum, og vend det i chokolademassen. Fløden må ikke piskes for hårdt, da chokoladeblandingen ellers bliver for stiv. Kom lidt fløde eller mælk i, hvis det
alligevel sker.


Brug nu en springform til at lægge over lagkagebundene for at skære dem til. Læg bagepapir i kanten af springformen hele vejen rundt, og start med en lagkagebund, et lag chokolademousse, en ny lagkagebund, et lag hindbærskum, den sidste bund og til slut et lag chokolademousse. Kagen stilles på køl et par timer før servering, og kan pyntes med mørk/hvid chokolade og marcipan-blomster.






Kommentarer

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?

Populære opslag