søndag den 27. maj 2012

Vanilje-cupcakes med lyserød frosting


Hygge-muffins 

I går blev min mormor fejret på behørig vis i haven i Kolding. Derfor besluttede jeg at bage nogle "mormor" muffins, som er både hurtige, nemme og gode i smagen. De blev dog akkompagneret af det store sønderjyske kaffebord med lagkage, drømmekage, pæretærte og småkager, men det lykkedes da at klemme en muffin ned. Lækkert!

Nu hvor pinsesolen har ramt os, kan man med fordel variere opskriften herunder, og komme hakkede jordbær og chokoladestykker (hvid/mørk) i opskriften. 

125 g hvedemel
150 g sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
60 g blødt smør
Ca. 1½ dl. mælk
1 æg

Mel, sukker, vaniljesukker og bagepulver blandes i en skål. Smørret smuldres derefter i melblandingen. Pisk mælk og æg i dejen, så den bliver klumpfri. Gerne med elpisker i nogle minutter. Dejen skal være rimelig tyktflydende, og fordeles i 10-12 muffinsforme. Bages i ved 175 grader i ca. 20 minutter. 

Frostningen laves i mens kagerne afkøles. 

250 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker
75 g smør
Lidt mælk
Frugtfarve fra jordbær, andre bær eller saft (evt. konditorfarve, hvis du ikke har andet)
Krymmel til pyntning

Flormelis og vanilje blandes. Smørret smuldres i blandingen. Pisk roligt og tilsæt mælken lidt ad gangen. Pisk derefter frostingen let og luftig ca.5 min. Kom frostingen i sprøjtepose og pynt kagerne.



onsdag den 23. maj 2012

Mynte-limesorbet

Til mynteelskerne 

Endnu en skøn skøn forårsaften. Der dufter dejligt af grill fra naboen. Jeg nøjes dog med rugbrød, og glæder mig i stedet til at nyde en frisk mynte-limesorbet på teressen. Denne opskrift er super simpel, og kan både bruges som en dessert eller som et mad-shot man indtager i mellem hvert måltid for at neutralisere smagsløgene. God fornøjelse:

3 dl vand
2,5 dl hvidt sukker
1 stort bundt finthakker mynte (ca. 4 dl)
1,5 dl limejuice

Vand og sukker  bringes i kog. Lad det efterfølgende småsimre ved lav temperatur indtil sukkeret er helt opløst. Den finthakkede mynte tilsættes, og trækker med sukkerlagen i ca. 15 min. Derefter hældes blandingen over en si og limesaften tilsættes. Lad den køle af en halv times tid i køleskabet, og frys den flydende blanding på ismaskine eller i en lufttæt beholder i fryseren.

Vola du har i løbet af kort tid en lækker mynte-limesorbet.  



tirsdag den 22. maj 2012

Raita (indisk tzatziki)

Jeg smider fluks opskiften på den indiske tzatziki ud på bloggen. Den er meget nem at lave, og smager fortrinligt på naanbrød til indisk eller thailandsk mad. Du skal bruge følgende:

- Drænet yoghurt (kan drænes i et kaffefilter)
- ½ finthakket agurk
- 1½ tsk. fintrevet ingefær
- Lidt frisk koriander eller fennikelfrø
- Limesaft

Alle ingredienser blandes sammen og smages til med krydderurter og limesaft. Fennikelfrøene giver en god smag, hvis man ikke er til koriander.


Mangosalat med kokos og chili

SÆT KRYDR PÅ TILVÆRELSEN

I weekenden havde jeg fornøjelsen af at lave mad til nogle gæster, som forud for besøget havde bestilt thai-mad. Derfor udfordrede jeg min kræsenhed overfor mango, og sprang ud i en spicy mangosalat med kokos. Den passede enormt godt til den stærke massaman curry, og den indiske tzatziki eller syrlige thailandske agurkesalat. I får opskriften her:

1-2 modne mangofrugter
Evt. lidt rørsukker
½ moden ananas
1/4 kokosnød
1 finthakket rød chili
Saft fra ½ lime
Et lille bundt mynte og/eller korinder (hvis man kan lide den karakteristiske smag, men pas på det ikke bliver for parfumeret)

Mango og ananas skæres i tern. Ananas eller mango kan dryses med lidt sukker, hvis de ikke er særlig modne. Lad det trække i 15 min.
Kødet fra kokosnødden  rives i smalle strimler, og blandes med frugtkødet. Chilien tilsættes og salaten smages til med lime og krydderurter. Bør trække en times tid inden servering.


Græsk yoghurt med granola

SOMMERSØDT til pinse-brunchen

Denne søde morgenmadssnack er en populær klassisker, som serveres i forskellige udgaver på caféer og restauranter rundt omkring. Jeg nød den selv søndag formiddag på terrassen i venners lag og under høj solskin efterfulgt af bacon, æg og pølser. Med udsigt til pinsesol hele weekenden får i her opskriften:

En håndfuld havregryn
Valnøddekerner
Mandler
Græskarkerner
Sesamfrø
Græsk yoghurt
Blandede bær eller frugt fx. blåbær, jordbær, hindbær eller banan

Alle nødderne ristes gyldne på en tør pande eller i ovnen, og stilles tilside. Derefter ristes havregrynene gyldne, og den flydende honning tilsættes. Når den er smeltet tilsættes nødderne, og granolen vendes rundt. Blandingen vendes ud på bagepapir og afkøles.
I høje glas vendes skiftevis yoghurt, bær og nøddeblandingen, og tilsidst toppes med mørk chokolade, som forinden er smeltet over vandbad og dekoreret på bagepapir (bør afkøles helt i fryseren i ca.30 min.).

søndag den 13. maj 2012

Rabarbertærte på mors dag

Så blev det tid til endnu en fantastisk opskrift på bloggen. Jeg havde nemlig min mor på besøg i går, og i anledning af mors dag synes jeg vi skulle forsøde tilværelsen med en klassisk rabarbertærte. Jeg har ikke selv fået rabarber i haven - endnu, men jeg faldt over de flotteste rabarberstængler i det lokale supermarked. Fra nu af og hén over hele sommeren er det faktisk muligt at høste rabarber fra egen have, da rabarbersorter er meget forskellige.
God fornøjelse med bagningen - jeg er sikker på at jeres mor fortjener lidt lækkert i dag :-)


400 g rabarber (lav gerne mere, da du kan bruge overskydende til kompot)
50 g sukker (afhængig af rabarbermængden)
1 stang vanilje
½ dl vand

Dej
150 g smør
2 æggeblommer
1½ dl mælk
125 g sukker
220 g hvedemel
1 tsk. bagepulver

Fyld
2 æggehvider
100 g makroner

Rabarberne skæres i 2 cm. lange stykker og koges ved lavt blus med sukker og hel vanilje. Der omrøres løbende, og når rabarberne bliver lidt bløde i overfladen (ikke udkogte) er de klar.

Dejen æltes sammen i mens. Reguler dejens fasthed med henholdsvis mel og mælk. Den må ikke være for lind. 2/3 af dejen udbredes i en tærteform, som drysses godt med mel forinden.

Æggehviderne piskes stive og de knuste makroner vendes forsigtigt i hviderne. Æggehvidemassen fordeles jævnt over dejen, og de hele stykker og let henkogte rabarber fordeles over massen. Undgå at få alt væsken med. Har du mere end 400 g. rabarber kan du med fordel lade resten stå og småsimre lidt længere. Du vil da kunne servere hjemmelavet rabarberkompot til et stykke ristet brød med ost, når din mor er stået op :-)

Resten af dejen rulles til lange pølser, som trykkes flade i et fletværk over tærten.

Bagetiden er  25-30 minutter ved 200 grader midt i ovnen.

Serveres med cremefraiche eller hjemmelavet vaniljeis