fredag den 10. marts 2017

Påskelagkage med nougatcreme og lemoncurd

Det er ved at være en evighed siden der er kommet nyt på bloggen, og det skyldes ikke mindst at tiden er knap med små børn. Her får I dog lige en opskrift på en påskelagkage, som jeg lavede den anden dag. Lækker frisk lemoncurd-creme med hvid chokolade og nougat-flødecreme i mellem bløde kakaobunde! God fornøjelse.

Kakaobunde
3 store æg
1 æggehvide
1½ dl sukker
50 mel
4 spsk. kakao
2 tsk. bagepulver

Æg og sukker piskes helt hvidt og skummende, så der kan trækkes spor i massen. Hviden piskes stiv alene. Mel, kakao og bagepulver sigtes i dejen og røres godt. Hviden vendes tilsidst forsigtigt i. Bages i tre runde springforme ved 200 grader midt i ovnen. Ca. 5-8 min. Skal være lidt svampet i det. Vendes med det samme ud på bagepapir drysset med sukker. Køl godt af.

Lemoncurd-creme
1 glas lemoncurd omkring 300 g
Skal og saft af en citron
150 g hvid chokolade
2 dl fløde

Smelt den hvide chokolade over vandbad ved lav temperatur. Rør citronsaft og skal sammen med lemoncurden, og vend chokoladen i efter den er kølet af. Pisk fløden til let skum og vend den med citronblandingen. Stilles på køl.

Nougat-creme
½ l fløde
250 g nougat

Fløden koger op i en gryde og nougatten smeltes deri. Afkøl blandingen helt på køl. Gerne natten over. Hvis den er flydende i konsistensen, så pisk den evt. op med elpisker.

Citroncremen fordeles på nederste bund, som placeres og støttes i en springform. Gem lidt citroncreme til toppen. Dernæst fordeles halvdelen af nougatcremen på næste bund. Resten af cremen bruges til at smørre kanterne pænt op. Her pyntet med chokoladeæg og orangestænger. 

søndag den 31. juli 2016

Delikate dadelkugler med sprød mandelkrokant

De ligner lidt havregrynskugler men er det slet ikke! Og så kan de vælges i en helt sukkerfri udgave. Det gør dem dog absolut ikke kedelige, og de er ligefrem vanedannende gode. Prøv selv disse dadelkugler med sprøde mandelstykker. 

Ca. 30 stk.
200 g bløde dadler uden sten 
100 g mandler
2-3 spsk kakao
1 stor tsk peanutputter
1 tsk vaniljepulver/essens
1 spsk smør, vand og/eller lidt madolie
Et lille nip salt

Start med at hakke mandlerne i små stykker og rist dem godt af på en tør pande. Lad dem køle af. Blend dadlerne i en minihakker eller med en stavblender. Brug evt lidt vand til at findele dem godt. Rør nu de andre ting sammen med dadlerne. Hold lidt af mandlerne tilbage og brug dem til at trille kuglerne i. Massen bliver temmelig fedtet, men så er de også lækrest. Rul de sidste kugler i kakaopulver, kokos eller hvad du har lyst til. 
Man kan også bruge figner til at lave en smørepålæg efter ovenstående opskrift. Halv figner, halv dadler. Virkelig lækkert. 



fredag den 22. april 2016

Hurtige hveder

Traditionen foreskriver at man dagen før store bededag spiser hveder, men oprindeligt lød historien på at bagerne ikke måtte arbejde store bededag, og derfor bagte dagen før, så borgerskabet havde mulighed for at få deres brød til helligdagen.
Med denne opskrift kan du hurtigt have lækre, lune hveder klar.

16 stk.
25 g gær
2 dl lunkent vand
2 dl lunkent mælk
2 æg
60 g smeltet smør
Hvedemel
60 g sukker
1 stor tsk kardemomme
2 store tsk groft salt

Smuldr gæret i vandet.
Smelt smørret fx i mikroovn. Varm mælken kort op. Tilsæt salt, sukker til gærblandingen og rør med smeltet smør, lun mælk, æg, kardemomme og mel til en god konsistens. Ælt dejen godt, og lad den efterhæve en times tid et lunt sted. Undlad at ælte den helt igennem efter hævningen. Tril 16 boller og placer dem med tre cm. mellemrum på en bageplade. Lad dem nu efterhæve til dobbeltstørrelse.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Bages til de er flotte gyldne. Læg dem på en rist, og lad dem køle godt af.


søndag den 10. april 2016

Oreo cupcakes med flødeost frosting

Jeg skal snart arrangere barnedåb, og i den anledning skulle jeg testsmage nogle cupcakes. Valget faldt på Oreo cupcakes, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

12 cupcakes
100 g smør
100 g sukker
100 g brun farin
2 store æg eller 3 små
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk bagepulver
150 g mel
2 dl mælk
12 Oreos

Frosting
60 g smør
200 g flormelis
100 flødeost
2 tsk vaniljesukker
Toppen af 6 Oreos

Tænd ovnen på 180 garder. Pisk smør, sukker og farin luftigt med æggene. Bland de tørre ingredienser. Hældes nu i smørblandingen mens der piskes og mælken hældes i. Reguler selv til en passende konsistens.

Del nu de 12 Oreos, så toppen tages af dem alle sammen. 6 af toppene finthakkes og kommes i kagedejen. De resterende seks toppe finthakkes og gemmes til pynt på frostingen. De 12 Oreos med creme gemmes.
Hæld nu en smule kagedej i hver muffinform, så dejen dækker bunden, hvorefter 1 Oreo placeres ovenpå dejen, så den findes midt i hver muffin. Hæld nu resten af dejen i hver form. Bages ca. 20 min. Køles godt af inden frostingen kommes på.
Frosting: pisk smør, flormelis og vaniljesukker godt sammen. Tilsæt flødeosten. Piskes godt og cremet. Hældes i sprøjtepose med tyl. Sprøjtes på de afkølede kager. Drys med finthakkede Oreos. 

Kartoffel- porresuppe med chorizo

På regnfulde forårsdage er det lækkert med rygende varm suppe. Denne kartoffel- porresuppe er lækker cremet, hurtig at gå til og så har man som regel ingredienserne på køl i forvejen. 

4 personer
10 g smør
1 stort løg
500-700 g kartoffel skrællet og i tern
2 porrer
1½ l grøntsagsbouillon 
1-2 dl fløde
100 g chorizopølse i små stykker 
Salt og peber
Lidt chili 
Persille til pynt

Steg chorizopølsen sprød. Læg stykkerne på et stykke papir. Svits løg og kartofler i et par minutter i fedtet fra pølsen. Tilsæt porrer og svits et par minutter mere med smørret. Hæld bouillon ved og lad suppen koge i ca. 30 min. eller til grøntsagerne er godt møre. Blend suppen jævn. Lad den koge op med fløde, smag til med salt, peber og chili og drys med persille og chorizo. 

Mørdejstærter med marcipan og nougat

Jeg havde noget pistacie-marcipan som jeg skulle have brugt og kom så i tanke om en tørkage med mørdej, mazarinmasse og nougat. Dette er mit bud på en tørkage, som man også kan møde hos bageren. Sprød bund, cremet midte og knæk på chokoladen på toppen! Mums.

12 små tærteforme

Mørdej
125 g margarine
70 g flormelis
1 lille æg
ca. 200 g mel

Mazarinmasse
200 g marcipan
100 g sukker
70 g blødt smør
1 æg

200 g nougat

200 g pistacie-marcipan (fx Odense dessert-masse pistacie)

50 g smeltet chokolade


Start med at lave mørdejen. Smuldr margarinen i melet og bland de andre ingredienser sammen. Stil dejen på køl i mindst et par timer. Lav mazarinmassen imens. Den bløde smør røres med revet marcipan, sukker og samles med ægget.
Smelt derefter nougatten ved svag varme over vandbad.
Rul mørdejen ud og læg dejen over formene, så den passer med størrelseren. Skær til. Mazarinmassen fordeles på bunden af mørdej med en ske. Bages nu ved 180 grader til mørdejen får en smule farve. Hæld nu nougatten over mørdej og mazarinmasse. Sprøjt til sidst pistacie-massen over nougatten i sprøjtepose med tyl, og bag de små tærter færdig i ca. 10 min. Pynt med smeltet chokolade og evt. et drys nødder.   

Kokos panna cotta med mango

Her en opskrift på en god dessert fx ovenpå krydret mad som asiatisk eller indisk. Den er let at lave på forhånd og tages ud 15 min. før den serveres.

4 personer
3 dl fløde
1 dåse kokosmælk
1 vaniljestang
1 dl sukker
4 blade husblas
1 moden mango

Kom vaniljekorn og stang og sukker i en gryde sammen med kokosmælk og fløde. Bring blandingen i kog under omrøring. Sluk for varmen. Lad flødeblandingen blive lunken. Læg i mens husblassen i blød i koldt vand i mindst 10 min. Tages op af vandet, knuges for vand og piskes i flødeblandingen. Si cremen og hæld den i fire portionsglas. Stilles på køl i mindst tre timer. Efter et par timer kan den blendede modne mango fordeles over panna cottaen som på billedet.